Et forlorent Stille hviler over disse Lnder
hvor noget forbistret venter i Mulmet hen;
Agtende jeg frder med Vrge i
Hnder,
skint, ved et blot Von om at undgaa dem
Taagen rundt min Lagnad saa svinner;
favnet i Trolddoms infame
Intermesso
Forenet i Vondske - alt mig i Hu rinner
Dimensioner hinsides vaares egen Realia
Op af Bisterlitiernets
Bund
stiger nu tusindvis af Uti;
se, Nivlheim-Portens Sund!
De vise har mig saa fortalt;
Naar Malices Yngler danser,
sort
de haver Lagnaden malt
Min Klgt forringes; i Oversanselighed svbt
Fortumlet af Bvens Fabler saa lammende
Larmen af klaskende
Fdder og Klr i Muld;
O, Spektakel, ophr! Rdsel saa lammende
Bisterliskovens Creaturer mig antrffer
og Grene forrderske mig
bemgtiger,
Mine ine! De bedrager mig! Skir de ud!
Jeg saaledes min sidste Akt nu betrffer
Flygtende, med et vaagt Haab -
faafngt
Jagtet ned fra alle Kanter - indestngt
I Bisterlihens Juv min Historie endes:
"O, Smukke Dd! Eders befriende
Favn
Besrg nu min Familia, mit Altets Savn!
Vaag - thi jeg bodet med mit Corpus -
over de, der venter Hiemme til Huus
Lav
mig se min Hustru og mit Nor
Lav hende hre mig i Vindens Sus
Lov mig at bringe mine sidste Ord
til de, der venter Hiemme til
Huus"
