Jeg ved ikke hvordan
mit Hjrte er fat,
det holder mig vaagen
den langsomme Nat.
Snart banker min Puls
som en
Hund der gjr,
snart ligger den stille,
det er som den dr.
Jeg hejser Gardinet:
det blaaner af Dag,
Is hnger fra
Rnden
paa Badstuens Tag.
Jeg lister i Marken
og lytter mig til
et srt og sklvende
Foraarets Spil.
Det vaares saa
godt i Marken
og Dyrene vaagner til Flirten og Flir,
alt Furuen sprkker med Kvae
som Draaber af Livselixir.
De Stjrner deroppe
staar stille og blege,
Fuglen begynder at lege.
Det lysner de vide Vegne
og en efter en vender Stjrnerne hjem,
men ude ved
Verdens Grnse
en vifte af Ild bryder frem.
Solen, Solen, Guds luende je,
hviler paa Elv og Hje.
Rrte en Troldmand ved
Jorden?
Alle dens aandende Barme gaar,
alle dens Lemmer rres
og alle dens Pulse slaar.
Langs Elven driver der
Morgendampe,
det buldrer af Skrig og Kampe.
Se, Vaaren er kommet i Dalen.
Nu rmmer han Hiet den magre Bjrn,
og hjt over
Vestens Bjrge
sejler en kongelig rn.
Men henne ved Husene reder en Skre
til Bryllup i Tugt og re.
Lad spille med Vaar over
Jorden!
Og ind i den store Naturens Musik
der nynner en Lyd fra mit Hjrte,
en Tak for hver Vaar jeg fik.
Det dunker som
Hovtramp i Brystet af Glde
og jet blir vaadt af Vde.
