Jeg driver iaften og tnker og strider,
jeg synes jeg er som en kantret Baad,
og alt hvad jeg jamrer og alt hvad jeg
lider
saa ser jeg mig ingen Raad.
Men hvi skal jeg vre s haardt beklemt?
Om hundrede Aar er alting glemt.
Da hopper jeg heller
og synger en Vise
og holder mit Liv for en skjn Roman.
Jeg ter ved Gud som en fuldvoksen Rise
og drikker som bare Fan.
Men hvi
skal jeg fare med al den Skjmt?
Om hundrede Aar er alting glemt.
Saa stanser jeg virkelig heller Striden
og ganger tilsjs med min
pinte Sjl.
Der finder nok Verden mig engang siden
saa bitterlig druknet ihjl.
Men hvi skal jeg ende saa altfor slemt?
Om
hundrede Aar er alting glemt.
A nei, det er bedre at rusle og leve
og skrive en Bog til hver kommende Jul
og stige tilslut til en
Versets Greve
og d som Romanens Mogul.
Da er der blot dette som gjr mig forstemt:
Om hundrede Aar er alting glemt.
