Jeg har det: denne gale Tvang i Panden,
en Tanke blot ihvor jeg gik og stod,
den kommer af Slidtage paa Forstanden.
Der
gaar en Vals af Flammer i mit Blod
og Gulvet staar i Rdt her for min Fod -
det er en Pibebrand en Pibebrand, for Fanden,
det
brnder blot i al min gamle Sod.
Guds Hellige! Jeg steg mig ind i Stuen,
kun Maanen stod og saa derpaa, hoho,
og der var blot
en Mundens Nej hos Duen,
hun krummed sig og krammed sig saa fro.
Vi brused blinde sammen begge to.
Saa dde Ild og Mrje ud paa
Gruen.
Mit Hjrte det laa rdt og grovt og lo.
Og vldigt havde Krlighedens hende,
hun var mig helt hjrtinderlig min
Brud.
Men denne Gang tog al min Fryd en Ende:
jeg nejer mig i Grus paa hendes Bud,
jeg ber til hende som jeg ber til Gud
-
forgves alt... Fy Fanden, for Elende!
En Pibebrand som aldrig slukkes ud!
